Fra Pianezza til Danio Marina
Onsdag ville det blive regnvejr. OK vejr til at køre i. Vi kørte ad motorvejen E717 fra Torino ned til byen Savona. Der var en masse af broerne undervejs, som var under renovering, men vi er kun glade for, at de er begyndt at vedligeholde broerne, så det ikke går ligesom i Genova. 😬😬
Savona ligger ved Middelhavet i Regionen Ligurien, og kysten herfra og ned til den franske grænse kaldes for Den italienske reviera. Fra Savona kørte vi et lille stykke sydvest over til en lille by ved navn Pietra Ligure. Her bor vi på camping Pian dei Boschi.
Campingpladsen har en dejlig pool, som vi har brugt flere gange, en fin lille butik/cafe og en restaurant.
Byen Pietra Ligure er mere spændende end man umiddelbart skulle tro. En fin strandpromenade, små hyggelige stræder med en masse cafeer og restauranter og en masse mennesker også på denne årstid.
Strandene er et kapitel for sig. Det meste af det er privatejede strande, hvor man betaler for en dum liggestol og en parasol. Ikke noget for os, men ind imellem er der nogle offentlige strande, hvor alle kan bade eller sole sig.
Vi har prøvet 3 forskellige steder. Den første var tæt på bymidten, men var dårlig på grund af næve-store sten i vandkanten. Nr 2, som ses på billedet ovenfor, var fin og ligger ved bygrænsen mod vest. Den tredje, som ligger helt ude i den østlige ende, var den bedste.
Vi har rigtig nydt det gode vejr, 26 - 27 grader hver dag, og kun lørdag var vi ikke i vandet, fordi det blæste en hel del. Så var vi til gengæld længere i poolen 😅.
I weekenden d. 17/18. september har der været Dolcissima-festival i byen. Det minder lidt om Sanse-festivalen i Struer, men med hovedvægten på søde sager, og den får ikke for lidt. En masse boder rundt i byen, samt telte med demonstrationer udi bagekunst mm.
Alle byens torve er plastret til med boder og telte.Byens største kirke er dekoreret helt overdådigt indvendig:
Den hedder for øvrigt San Nicolo kirken.
Lørdag formiddag kom der nogle kraftige vindstød af stormstyrke, så alle fik travlt med at tage markiser og solsejl ind på campingpladsen. Der skete vist heldigvis ikke noget alvorligt.
Vi har med forbløffelse læst om skybrud og oversvømmelser på Adriaterhavskysten. 🫣 Godt, vi ikke er på den side af Italien. 🙂
Søndag aften sluttede vi opholdet i Pietra Ligure af med besøg på campingpladsens restaurant. Fint, men dyrt. 🙂
Mandag kørte vi videre sydvest mod byen Imperia. Ikke på motorvejen, men langs kysten på vejen Via Aurelia, der snor sig som en slange gennem alle de små, kønne byer, som stort set lever af turisme.
Den næste by, vi er stoppet ved, hedder Danio Marina. Vi er landet på en campingplads, som hedder Oasi, ikke særlig fancy, men billig og OK. Byen har til gengæld fine badestrande med sand.
Tirsdag cyklede vi til byen Imperia, som er en større havneby, der ligger bag pynten, der ses på billedet ovenfor.
Her har vi lige rundet pynten og Imperia ses i baggrunden.
Den vestlige del af byen ligger virkelig flot.
I havnen ligger en en hel del "joller" af en vis størrelse. Her er et par eksempler:
Folk må selv bestemme hvad de skal bruge deres penge til, men når man ser, hvor bådene er indregistrerede, er det rene skattely: Malta, Jersey, George Town, Bikini-øerne osv, så kan det godt gøre mig ærgerlig.
I går onsdag besøgte vi en lille by, Cervo, der nærmest kravler op ad en klippe, ligesom mange andre gamle italienske landsbyer.
Byen er opstået omkring en middelalderborg, og borgen ligger naturligvis på toppen. Kirken er den centrale del, som giver byen sit særpræg.
Når man går ad trapper og stræder til borgen, fornemmer man, hvor hårdt det har været, når alting skulle bæres op på toppen.
Udsigt fra kirkepladsen. Kirken er indvendig flot dekoreret.
Og Jomfru Maria er også gået over til LED-belysning.😅
Efter besøget i byen Cervo spiste vi en pizza på en restaurant ved stranden.
I dag er vi kørt sølle 12 km til en anden campingplads, men det har en årsag, som jeg vil fortælle om næste gang. 😀
Hav det godt så længe 🤗🤗
Kommentarer
Send en kommentar