Efterårstur 2024 -1

Afgang fra Struer lørdag d. 31. august kl. 11. Planen var, at komme så langt som muligt ned i Tyskland, så vi kunne køre videre gennem Tyskland om søndagen, hvor der ikke må køre lastbiler. På grund af kæmpe kø ved Elbtunnel blev vi ledt øst om Hamborg. Fint nok, men det gjorde så, at kom en anden vej end planlagt. Derfor stoppede vi i byen Lüneburg, men det fortrød vi ikke. Stellpladsen lå tæt på den gamle bydel, hvor en masse flotte huse var at se.
Flere huse er fra 1500-tallet, bl. a. dette, som er fra 1534:
Aften stemning fra Lüneburg:
--- Afgang fra Lüneburg kl. 7. - Vej direkte til Braunschweig. Pludselig var vejen spærret og ingen "umleitung", som tyskerne ellers er gode til. - Efter et par forsøg lykkedes det os at komme udenom. Vejen var ok, men med ustandselig skiften af lovlig hastighed (50, 60, 70, 80, 100), og ikke den store logik, så jeg er bange for, at det lykkedes mig at blive fotograferet 2 gange på den strækning. - Ellers gik det stille og roligt på motorvej 9, indtil vi nåede til Ingolstadt nord for Munchen, hvor vi kørte i kø i lang tid. Til sidst hoppede vi af og kørte ind til selve Ingolstadt. - Da vi kom til camperpladsen, kunne vi se, at her havde vi været for mange år siden. Fotos fra Ingolstadt:
Mandag morgen - afgang kl. 7. Da vi forlod pladsen, begyndte det at regne og tordne, og da vi kom på motorvejen, fik vi en ordentlig skylle. Heldigvis var det en lokal byge, så der kom snart tørvejr. - Ingen trafikale udfordringer den dag. Vi kørte lige til Østrig og gennem Østrig uden kø-kørsel. Fra Østrig og til Bled i Slovenien er der ikke ret langt. Bled Byen Bled ligger ved Bled-søen i meget smukke omgivelser.
Det første, man lægger mærke til, er den smukke borg, der er placeret på en høj klippe ved søen.
Borgens historie er over 1000 år gammel og har lagt navn til både søen og byen. Fra borgen har man en vældig udsigt over søen og byen.
Selve byen er der ikke så meget at skrive om. Den er meget turistpræget. Der er stort set kun hoteller, restauranter og cafeer, og så lige 2 supermarkeder. Vi har boet på en stellplads ved de to supermarkeder. Byen ligger i den østlige ende af søen. I den vestlige ende ligger en campingplads, en restaurant og nogle cafeer og en strandbred med græsplæne. Her er der mange, der tager solbad, bader eller står på padle boards eller lejer robåde.
Vi lejede også et par padle boards en formiddag, og hundrede meter fra fra vores start mødte vi en snog, der kom svømmende. Onsdag eftermiddag brød helvede løs med et tordenvejr lige op over os, og folk flygtede hen til restaurant-bygningen for at stå i læ under tagudhænget. Der stod vi alle en times tid i lyn og torden, øsregnvejr, og hagl ind imellem.
Midt ude i søen ligger der en lille klippeø med en kirke og nogle tilhørende bygninger. Det er Sloveniens "Mont Sankt Michelle".
Der går små passagerbåde ud til øen, og de bliver sejlet med håndkraft.
Pigen bagerst til højre mangler et ben. Det mistede hun i Australien under en svømmetur, da hun blev angrebet af en haj. Hun fik lov til at prøve at ro. Det gik ikke så godt.
Vi havde taget frokosten med på turen og nød den under opholdet på øen. Vi må sige, at Bled er et besøg værd, men man skal ikke forvente, at der er billigt. Det er rene turist priser. Hvis man vil ligge på campingpladser, skal man booke i forvejen, da der ellers er fuldt optaget, og pas på med River Camping. Her gælder ACSI-rabat først fra den 8. september. ....... Fredag fortsatte vi til hovedstaden Ljubljana, hvor vi lige skulle have et stop for at erfare, om byen stadig er hyggelig, og det er den. Vi sluttede dagen med et besøg på et lille, eksklusivt konditori, som vi også besøgte sidste år.
Lørdag videre til Kroatien, og nu overnatter vi på en lille campingplads ved byen Ogulin, der ligger ved en stor sø. Vi cyklede først ned til søen og badede.
Dernæst indtil selve byen, hvor der var en slags markedsdag, men mest for børn.
I morgen går turen videre sydpå, men mere herom næste gang.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Forårstur 2024 Spanien 1

Efterårstur 2024 - 2